søndag den 29. april 2012

Næsten alt booket i maj


Stort set alle workshops i maj måned er nu fyldt op, så der er desværre først ledige pladser på de ugentlige workshops fra og med den 30 maj og frem. Der er et par helligdage der falder sammen med mine workshopdage, og derudover så ryger hele uge 21 på udgivelsen af min bog. Alle er forresten velkomne til receptionen torsdag den 24 maj. Se mere her.

lørdag den 28. april 2012

Cupcakes til en fodboldglad konfirmand







Favoritholdet er Manchester United, så pynten skulle naturligvis være i deres farver. Jeg håber Erik, hans forældre og alle gæsterne bliver glade for de 70 minicupcakes jeg har lavet til morgendagens konfirmationsfest.

*Written in BlogPress for iPhone*

tirsdag den 24. april 2012

Om en måned...


...sker det her, og jeg glæder mig simpelthen så meget. Håber mange af jer vil kigge forbi og sige hej, spise en cupcake, skåle i bobler og måske købe min bog med hjem. Husk kontanter, for jeg tager som sædvanligt desværre ikke kort i butikken. Bogen koster 150 kr. og jeg signerer med glæde!

onsdag den 18. april 2012

Dagens Cupcake


Mini-cupcakes lavet som smagsprøver til et brudepar's kommende bryllup. Fra toppen er det vaniljecupcakes med hele blåbær og vaniljefrosting, vaniljecupcakes med stykker af hvid chokolade og limefrosting, chokoladecupcakes med hindbærfrosting og til sidst chokoladecupcakes med stykker af mælkechokolade og chokoladefrosting. Jeg håber de smagte!

Idag lukker butikken kl. 16.00

Da min kæreste skal arbejde over idag, er det mig der skal hente vores søn i vuggestuen. Det betyder desværre at jeg må lukke butikken kl. 16.00. Der er selvfølgelig stadig workshop fra kl. 19.00 til 21.00 for de tilmeldte. God dag!


- Posted using BlogPress from my iPad

mandag den 16. april 2012

Nu sker det!


Min bog er netop sendt afsted til trykkeriet, fra mit forlag Tofino Books. Det er godt nok stort! Og ih, hvor jeg dog glæder mig til at få et fysisk eksemplar i hånden, og bladre igennem siderne. Siderne som jeg har skrevet på det sidste halvandet år. Jeg. Er. Så. Pisse. Stolt!

torsdag den 12. april 2012

En oplevelsesgave til konfirmanden? + Blå Mandag


Konfirmationssæsonen nærmer sig med hastige skridt, og det kan være lidt svært at finde på en god gave til de unge, hvis man ikke lige er til pengegaver eller meget dyre sager. Så hvorfor ikke give konfirmanden en oplevelsesgave, i form af et gavekort for to til en workshop hos Cupcakefabrikken?

Gavekortet for to koster 500 kr. og jeg er sikker på at mange piger ville elske at invitere bedsteveninden med på workshop. Du kan købe gavekortene i butikken, men jeg sender også gerne hvis du ikke har vejene forbi. Så er det blot at sende mig en email.

En anden ting til konfirmanderne er, at jeg holder særlige Blå Mandag-workshops. Dem kan du læse mere om lige her. Måske du kender en konfirmand der ville elske at bruge et par timer af sin særlige dag hos Cupcakefabrikken?

tirsdag den 10. april 2012

Psst....Et godt tilbud


Idag er der et rigtig godt tilbud at hente på Downtown. Du kan købe en workshop for to, til prisen for en enkelt! Det kommer aldrig til at ske igen, for jeg tjener ikke meget på det, så slå til inden tilbuddet er udsolgt/udløber idag. Og skulle du ikke nå det, kan du naturligvis altid bestille pladser helt som sædvanligt. Vi ses!

tirsdag den 3. april 2012

Nu er den her snart! Invitation til udgivelsesreception


Nu kan jeg endelig afsløre udgivelsesdatoen for min længe ventede bog. Jeg ved at mange af jer der har været på kursus har ventet (u)tålmodigt, og nu behøver I ikke at vente meget længere. Det har taget lidt længere tid end først beregnet, og det har været en lang, og til tider hård proces at lave bogen, men hold nu op hvor har det også været spændende. Og resultatet er jeg hamrende stolt over! Den er blevet så lækker, og jeg glæder mig helt vildt til at vise den frem til hele verden. Jeg håber I glæder jer næsten lige så meget som mig, og vil tage rigtig godt imod min lille darling.

Bogen udkommer i butikkerne den 22 maj, og kan købes hos samtlige boghandlere. Har de den ikke på hylderne, kan den bare bestilles hjem. Den kommer naturligvis også til at være til salg i min egen lille butik, og jeg giver gerne en signering med på vejen. Husk kontanter! Og nu til invitationen:

Torsdag den 24 maj kl. 16.30 til 19.00 holder jeg udgivelsesreception i Cupcakefabrikken. Faktisk er det også næsten fabrikkens 1 år's fødselsdag, så det fejrer jeg også. Der vil være nogle smagsprøver (ihvertfald til de hurtige, se bare her), lidt bobler og selvfølgelig mulighed for at købe bogen og få en lille hilsen med på vejen. Jeg håber at rigtigt mange af jer vil kigge forbi og sige hej og tillykke, og skåle i lidt Asti.